Sider

mandag den 28. februar 2011

Personbeskrivelse. Brik nr. 2

Peter Jensen, 39 år, er en flot høj mand på omkring 180 cm, han er altid velklædt, går gerne i et par lækre jeans og en flot polo t-shirt. Han er mørkhåret og har nogle fantastiske blå øjne, og når man ser i dem, er de nærmest fyldt med ”en ro”, og man forstår hurtigt, hvorfor beboerne bliver trygge ved ham. Peter har en last, der har fulgt ham siden ungdomsårerne, han ELSKER kondisko i alle afskygninger, og derfor har han ca. 75 par hjemme i skabet. Han er ikke altid stolt af det, for det er jo lidt ”en pigeting” det dér med at have mange sko.
Marie, 31 år, er en ung kvinde, med kort, lyst krøllet hår. Hun er ikke så høj ca. 165 cm. Hun  går ofte klædt i jeans og striktrøjer, og det er næsten altid i pastelfarver. Marie har altid været lidt usikker på sig selv, men når det gælder hendes job, er hun viljefast og målrettet, det giver sig udtryk i hendes måde at håndtere beboerne og de situationer, der foregår omkring dem. Marie er meget kreativ, og i hendes fritid laver hun mange forskellige ting, f.eks. laver hun smykker, maler, syer tøj, papirklip, og hvad der ellers lige fanger hende. Hun bruger meget af sin kreativitet i sit arbejde med beboerne. 
Karsten, 52 år, er en 185 cm høj og slank mand med enormt store fødder, han bruger str. 49, og han har tit svært ved at finde nogle sko, der passer. Han går klædt i grå lærredsbukser, skjorte og en strik cardigan i olivengrøn, næsten alt hans tøj er gråt og grønt i forskellige toner. Det er Karstens mor, der køber tøjet til Karsten. Karsten kan ikke helt styre sit mundvand, han savler lidt hele tiden, og når han snakker sprutter spyttet ud af munden på ham. Karsten har mørkt hår, men der er begyndt at komme nogle grå hår omkring ørerne, Karsten siger selv: ” De grå hår viser, at jeg er klog.” Karsten er helt vild med en cerut ind imellem, ofte, og hans værelse bærer præg af dette. Der er lidt gult på væggene omkring billederne, og der lugter lidt surt af gammelt tobak.
Linda, 64 år, er en lille dame omkring 155 cm, let buttet og med det pæneste grå hår. Hun er så glad for kjoler, at hun faktisk ikke går i andet. Hun har dem i alle mulige farver og mønstre; blomstrede, prikkede, ternede og mange andre. Hun har en svag sitren i hendes hænder p.g.a. Parkinsons, men det er heldigvis ikke nok til at ødelægge hendes fantastiske evne til at male alle de flotte malerier, hun laver.
Henning, 49 år, er en 164 cm høj mand med en del former, han elsker mad, og det kan ses. Henning er ikke så glad for fysisk aktivitet, så det gør jo også sit til, at de runde former bliver der. Henning går altid i velourjoggingtøj, det er så blødt og dejligt at have på synes han. Henning har en ”hemmelighed”, den er bare ikke så hemmelig, da alle kender til det. Han bruger rigtigt mange penge på blade; bilblade, tegneserier, hesteblade og pornoblade. Han tror ikke, at der er nogen, der har ”opdaget” det, men han har altid en slidt Nettobærepose i hånden fyldt med alle mulige blade, som han så sidder og læser/kigger i, så det kan næsten ikke lade sig gøre ikke at kende til ”hemmeligheden”. 

Søren, Nejra, Dot og Lotte 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar