Det var tirsdag d. 17.juli, solen stod højt på himmelen, da Peter Jensen gik op mod Bostedet Pilen, hans arbejdsplads igennem de sidste seks år. Han glædede sig over, at han fik muligheden for at skifte job den gang, han flyttede til byen, og derved slap for den kilometer lange køretur til det ”gamle” job. Peter nød synet af de velholdte bygninger og det dejlige store haveareal, der hørte til Bostedet, og fik hurtigt den idé, at i dag skulle grillen vist frem. Peter vidste jo godt, at især Henning kunne lide en god ristet pølse fra grillen.
Nu var han ved indgangen, døren gik op, og Peter trådte ind i den store gang. Hvor var det da egentligt hyggeligt at komme herind, dejligt at se alle de billeder på væggene, som Linda, Karsten og alle de andre beboere havde malet. Dejligt at se hvordan beboerne hver især, havde fået lov til at sætte deres præg på indretningen. Peter blev stoppet i sine tanker, for han var ikke mere end et par meter indenfor døren, før Karsten kom rendende med sin lille Ghettoblaster, hvor lyden af Kandis strømmede ud af højttalerne.” Peter, Peter er det nu?” Karsten var meget ivrig og hoppede nærmest på stedet, Peter trak let på smilebåndet, inden han svarede, at det altså først var på torsdag, at de skulle til koncert med Kandis.
Peters vagt startede nu her klokken 14, og først klokken 18 ville hans kollega Marie møde ind. Indtil da var der jo lidt praktiske ting, der skulle ordnes. Peter nød at være to på arbejde, for så var der lidt mere tid til at fordybe sig med beboerne, én og én, men budgetterne gav desværre ikke mulighed for, at være flere på arbejde hele dagen. ”Den forbandede spareplan”, tænkte Peter, men blev hurtigt bragt tilbage til virkeligheden, da han hørte kaffemaskinen sprutte indefra køkkenet. Kaffetid, det passede altid med hans klokken 14 vagt, så skulle kaffen på bordet. Peter satte sin taske og lagde sin sommerjakke på kontoret og gik ind i den store lyse opholdstue, hvor tre af beboerne var ved at dække bord. ”Hej Peter” sagde de alle i munden på hinanden, og Peter hilste tilbage og spurgte dem, hvordan dagen var gået på arbejdet. Linda var simpelthen så glad, hun havde været ved at male et nyt maleri, og det skulle udstilles på det store museum inde i byen. Peter kunne se, hvor stolt hun var.
Nu kunne Peter fornemme duften af kaffen og de satte sig alle til bords, ja ikke sammen, men hvor de nu havde lyst til at sidde. Karsten og Linda kunne bare ikke sidde sammen, for Karsten ville altid sidde alene i den store sofa, og Linda ville så gerne sidde ved ham, men hver gang hun forsøgte at sætte sig hos ham, råbte og skreg Karsten rigtigt højt. Sådan havde det været alle de seks år Peter havde arbejdet på ”Pilen”, så i han tog det i opløbet og fulgte Linda hen til det store spisebord i stedet for. De drak kaffen i, forholdsvis, ro og mag for ind imellem kom Henning med nogle af hans små gryntelyde, dem kom han altid med, når der var noget godt i gang, og Henning elskede kaffetiden, ja alle tiderne, hvor der skulle indtages mad og drikke. Henning kunne rigtig godt lide at sidde stille og kigge i sine blade, og det var jo ikke den bedste kombination med, også at være så madglad, så Peter tænkte, at når Marie mødte ind, så kunne han tage Henning og nogle af de andre beboere med ud og gå i den dejlige have, ud til det store piletræ midt på plænen. ”Hvor var det altså flot, som det stod der højt og rankt.” Det var det første, der var faldet Peter i øjnene, da han blev vist rundt, den dag til samtalen, ikke nogen undren over navnet ”Pilen” mere efter at have set det flotte træ.
Igen blev Peter kaldt tilbage til nuet; Karsten var kommet til at vælte sin kop med kaffe, og nu skulle der tørres op.
Søren, Nejra, Dot og Lotte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar